Den eksistentielle samtale

Den eksistentielle samtale tager udgangspunkt i det, alle mennesker gør engang imellem: Funderer over livet og døden, meningen med tilværelsen og de valg, vi uundgåeligt må træffe i livet – også de svære.

Behovet for den eksistentielle samtale kan trænge sig på uden en egentlig anledning. Måske fordi du synes, livet indimellem er lidt tungt og ikke altid viser sig fra sin bedste side.

Behovet kan også opstå på baggrund af store omvæltninger i tilværelsen. Det kan være skilsmisse, arbejdsløshed, livstruende hændelser som for eksempel overfald, eller sygdom og dødsfald. Begivenheder, der kan udløse længerevarende kriser og mangel på handlekraft, hvis du ikke får sat ord på, hvad de har gjort ved dig.